Gaius Julius Cæsar

Gaius Julius Cæsar (13. juli 100 f.Kr. – 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand.
Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte Romerriget helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde, at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat blev enden på den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, såvel sociale som politiske. Reformarbejdet blev standset brat, da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af hans efterfølger kejser Augustus. De efterfølgende romerske kejsere tog hans efternavn, og det udviklede sig til en titel, der blev anvendt helt til moderne tid i ord som kejser og zar.

Gaius Julius Cæsar (latinsk udtale: [ˈgaːjus ˈjuːlius ˈkaisar]) blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julus, søn af den trojanske prins Æneas, Roms mytologiske grundlægger, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.
Tilnavnet Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.^[1]
Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i slægten havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far døde tidligt, men hans mor, Aurelia, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, som senere førte til mange problemer, da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogelig Rom for at tjene militæret i Asien og i Cilicia på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage efter Sullas død og begyndte da sin politiske karriere som anklager.
Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil bortført af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede sørøverne og lod dem korsfæste nøgne.
Kilde: wikipedia